Sommer for hunde

Sommer for hunde

Sol, lange aftener og tid til at være sammen – sommeren kan noget helt særligt. Men midt i alt det skønne gemmer der sig også et par udfordringer for din hund. Når temperaturen stiger, følger der nemlig en række ting med, som du som hundeejer bør være ekstra opmærksom på.

Fra hede dage uden skygge til varme fortove, algefyldte søer og planter, der ser uskyldige ud, men som kan gøre din hund syg. Her får du et overblik over, hvad du skal være særligt opmærksom på – og hvordan du giver din hund en tryg og behagelig sommer.

Varmen

Hunde sveder ikke, som vi gør. De regulerer primært deres temperatur gennem tungen og poterne, hvilket gør dem langt mere følsomme over for varme. Hvis der er flere dage med høje temperaturer, kan det altså hurtigt blive for meget – især for hunde med tæt pels, kort snude eller helbredsproblemer.

Det vigtigste, du kan gøre, er at sikre adgang til skygge. Hele tiden. Også i haven, på terrassen og under køreture. Har du mulighed for det, så lad din hund vælge selv, hvor den vil opholde sig – og undgå at gå lange ture midt på dagen, hvor solen er stærkest. En kort tur tidligt om morgenen eller sent på aftenen er langt mere behagelig for både dig og din hund.

Er asfalt og fortov farligt?

Det ser måske harmløst ud, men asfalt, fliser og mørke overflader bliver glohede i solen. Hvis du ikke selv kan holde hånden på asfalten i mere end et par sekunder, er det også for varmt for din hunds poter. Og skaderne kan være voldsommere, end man tror: forbrændinger, sår og blærer er desværre ikke ualmindelige på varme dage.

Tænk derfor over, hvor og hvornår du går tur. Skovstier, græs og skyggefulde områder er klart at foretrække. Det kan også være en idé at beskytte poterne med potevoks eller sko – især hvis I bor i byen. Og husk vand – ikke kun til hjemme, men også på farten. En foldbar skål og en flaske i tasken kan gøre underværker på selv en kort tur.

Husk: i sommervarmen bør du altid undgå de lange ture midt på dagen, men fordel dem hellere ud om morgenen eller aftenen, for at få så behagelig en tur som muligt!

Algeforgiftning

Mange hunde elsker at bade, men ikke alle vandhuller er sikre. I sommerperioden – især efter varme og stille dage – kan der opstå opblomstring af blågrønne alger i søer, åer og fjorde. De ser uskyldige ud, men kan være særdeles giftige for hunde.

Tegn på algeforgiftning kan opstå hurtigt:

  • Opkast
  • Diarré
  • Kramper
  • Eller i værste fald kollaps

Hvis du har mistanke om, at din hund har drukket eller badet i vand med alger, skal du kontakte dyrlægen med det samme. Hold altid øje med skilte ved badesøer – og er du det mindste i tvivl, så lad din hund blive på land.

Sommerens (farlige) planter

Haven bugner ofte af liv og farver om sommeren – men ikke alt, der ser godt ud, er godt for hunde. Flere planter, som mange danskere har i haver, krukker eller buketter, kan være giftige. Liljer, rododendron, buksbom og guldregn er bare nogle af de planter, som kan give forgiftning, hvis hunden spiser dem.

Symptomerne varierer alt efter planten, men opkast, sløvhed, savlen og maveproblemer er almindelige tegn. Sørg for at lære dine planter at kende – og kontakt os øjeblikkeligt, hvis din hund har tygget i noget, du ikke er sikker på. Hos Østerbro Dyreklinik står vi klar med rådgivning, tjek og akut hjælp, hvis du er i tvivl om noget.